Profil

Jeg er opvokset og har gennem min barndom og teenage år kommet og arbejdet på stutteri Kignæs i Frederiksværk. Først med Frederiksborgheste og senere med varmblodsheste.

Elev på Ballerup rideskole, v/Robert Johansen i 1975-77.

Trænerelev v/Egon Stenbjerggård, Ole Krogård og Henrik Johansen fra 77-80.
Beriderelev v/Nis Valdemar Hansen og Lindy Fog Pedersen fra 80-83.

Berider på revalideringen Elleslettegård og Vedbæk rideklub fra 83-88.

Tog flere ophold hos Reiner Klimke i Tyskland fra to uger til flere måneder.

  • Arbejdet som juridisk ass. og bogholder
  • Blev jurist, merkonom i økonomi, personale adm., ledelse og samarbejde fra 89-93
  • Selvstændig fra 94-96
  • Undervist på Roskilde Tekniske skole (dyrepasserelever) fra 96-09
  • Tog “Pædagogikum for lærere” i 2001
  • Blev instruktør i førstehjælp i 2005
  • Selvstændig fra 09
  • Siden april 2010 skriver jeg fast blog på www.hest-online.dk
  • Level I i Centreret Ridning 2011
  • Tager mindst en gang om året forskellige kurser, der gavner hesten og rytteren

Forbilleder

Fra mine første år i uddannelsen var mit store forbillede Herbert Rehbein. Jeg så ham i sin tid ride en Kür i Holte Rideklub under en af Holte-ugerne. Da forstod jeg, hvad Kür og dressur gik ud på! Det var et fantastisk ridt. Han sad stille og bevægede sig ikke, mens hesten dansede rundt under ham. Alt samtale ophørte i hele ridehuset. Sikke en oplevelse.

Løbende er jeg blevet inspireret af Kyra Kyrklund.

Efter uddannelsen var jeg så heldig at få lov til at træne i perioder hos Reiner Klimke. Nogle gange i et par uger, andre gange i flere måneder, dette stod på i rigtig mange år. Jeg vil altid savne, det samspil vi havde og den inspiration han gav mig.

Jeg kan heller ikke komme uden om Lars Petersen. Han er en fantastisk rytter, der forstår at få hesten til at stråle af glæde over at få lov til at blive redet, sidder stille og giver hesten alle muligheder for at vise sig fra deres bedste side.

Da Andrew McLean for mange år siden blev kendt, blev jeg også utrolig inspireret af ham, da hans artikler og bøger gør alting så simpelt for alle uanset om man er nybegynder eller professionel, så jeg blev nød til at begynde at tænke lidt mere over nogle forskellige reaktioner fra hestens side.

Næsten samtidig begyndte der at komme artikler fra Gerhard Heuschmann. Endelig et menneske der stod frem og fortalte alt det, som jeg har kæmpet for, siden jeg begyndte at forstå, hvad det var Reiner Klimke i sin tid forsøgte at få ind i mit hoved. Han gør det godt, og er super god til at provokere folk i håb om, at de vågner op og begynder at tænke og danner sig en selvstændig holdning.

Jeg var så heldig for nogle år siden at se Kottas undervise. Da vi var nede til Global Dressage Forum, fik jeg aftalt, at jeg skal begynde at få undervisning af ham, når han 3 – 4 gange om året er i Sverige. Det er jeg utrolig glad for.

I sommers 11blev jeg “Level I” instruktør i Centreret Ridning. Teknisk set gav det ikke meget, men opstillings mæssigt på rytteren gav det enormt meget. Der blev åbnet en hel ny dør for mit vedkommende, også selv om jeg er så heldig at underviser fysiotarapeuter i min hverdag, og har en super dialog med dem. Jeg glæder mig til det næste kursus til næste sommer, og håber selvfølgelig at jeg får endnu mere viden, der kan hjælpe mine ryttere med at komme til at ride i endnu bedre balance med deres hest/e.

Så er Hasse Hoffmann bog udkommet: “Dressur med hjerte og forstand”. Det er en helt suveræn bog, jeg har bedt de fleste af mine ryttere om at ønske sig den eller købe den. I bogen står der utrolig mange ting, som mine ryttere har hørt mig sige gang på gang.